Inden du går i gang med at grave, skal du lige have styr på om planten overhovedet vil trives på det sted, du har valgt.
Der er stor forskel på, hvilke forhold forskellige planter kræver, og du opnår det bedste resultat, hvis du overholder nogle helt simple regler.
Plant ikke skyggeplanter i brændende sol, plant ikke sol-elskere i dyb skygge, plant ikke surbundsplanter i kalkjord, og plant ikke kalk-elskere i surbund.
-Ja, det lyder jo som logik, og det er det også – det kan bare være svært at gennemføre i praksis, hvis man ikke ved om planten er sol eller skyggeplante, surbunds- eller kalkelsker.
Ofte vil der være oplysninger på den etiket, der sidder på planten, og vi på Roeds Planteskole kan selvfølgelig svare på dine spørgsmål. Men der er også et par små fifs, du kan skrive dig bag øret:
– Planter med meget store blade er oftest skyggeplanter – de store blade skal bruges til at opsuge så meget som muligt af det minimale solskin, der når ind til dem.
– Planter med meget små og især grålige blade er solelskere. De grålige blade beskytter planten mod den stærke sol, så der ikke fordamper så meget væde fra den. Desværre kan man ikke umiddelbart se på en plante, om den er til surbund eller ej, så her må du støtte dig til plantens etiket og planteskolens personale.
Grav et hul
Grav et hul der er cirka dobbelt så bredt og dybt som plantens rodklump, og husk at løsne jorden i bunden, så overflødigt vand kan komme væk.
Skal du plante en plante, der kræver meget fugtig jord, kan du lægge perforeret plastic i bunden af hullet, da det vil holde på vandet.
Du kan med fordel jordforbedre plantehullet – det vil give planten en bedre start. Det afhænger selvfølgelig lidt af hvilken plante, du skal plante, men kompost, spagnum, restjord fra brugte plantesække eller købejord er alle gode muligheder.
Forbedringsmaterialet blandes med den jord, du har fjernet fra hullet. Planten sættes ned i hullet, jordblandingen fyldes rundt om den og trykkes fast rundt om rodklumpen. Den må ikke plantes dybere end den har stået i sin potte.
Er det en klumpplante eller barrodsplante, kan man se på stammen, hvor dybt den har stået i jorden. Stammen er lidt mørkere, der hvor den har været under jorden.
Undtagelsen er roser, der skal plantes, så podestedet er ca. 5-10 cm under jordoverfladen.
Husk at vande planterne
Alle planter skal vandes, når de lige er blevet plantet – også selvom jorden er fugtig og endda selvom du planter i regnvejr. Vandet hjælper med at skylle jorden godt ned om rødderne på planten og fæstne den i jorden. Og du skal vande den kontinuerligt i den første sæson, indtil den har fået dannet sine fine nye sugerødder.
Du kan ikke være sikker på, at planten kan klare sig uden din hjælp, før der er gået mindst ét år. Det er også en god ide at dække jorden rundt om planten med f.eks. barkflis, så jorden bedre kan holde på fugtigheden, og ukrudt holdes væk fra din nye plante.